Sygefraværet ned med 10 procent

På to år skal projekt Nærvær i Arbejdet øge medarbejdernes motivation og nedbringe sygefraværet med 10 procent på 18 arbejdspladser på sundhedsområdet.

Gruppearbejde på en Akademidag

Erfaringsudveksling er et af de redskaber, der bliver brugt for at forbedre arbejdsmiljøet på de 18 arbejdspladser, der er med i projektet.

Af Toke Skou Larsen:

I alt 2000 SoSu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger, rengøringsassistenter og portører fra 18 forskellige arbejdspladser på sundhedsområdet, skal i løbet af de kommende to år nedbringe deres sygefravær med 10 procent. Så klar er ambitionen i  projektet Nærvær i Arbejdet, som Teknologisk Institut, Region Midtjylland og Region Hovedstaden netop har taget hul på.

Midlet til at nå målet med det lave sygefravær er nærvær, forklarer projektchef Birgit Lübker fra Center for Arbejdsliv, Teknologisk Institut.

– Vi ved fra tidligere undersøgelser, at når arbejdspladsen har fokus på motivation og nærvær, bliver trivslen større, og det resulterer ofte i, at medarbejderne får et lavere sygefravær, siger hun.

Nærværet og motivationen på arbejdspladsen skal optimeres ved at omsætte den nyeste viden til udvikling i praksis, at inddrage medarbejderne i de beslutninger, der kommer til at påvirke deres dagligdag, og skabe  netværk, der kan motivere, inspirere og provokere, fortæller Birgit Lübker.

Det er en vigtig ambition for projektets ansvarlige at komme ud og tale med de medarbejdere, det hele handler om.

Derfor bliver der løbende afholdt i alt otte såkaldte Akademidage, hvor to ledere og to medarbejderrepræsentanter fra hver afdeling i projektet mødes og taler om, hvilke udfordringer, der findes på netop deres arbejdsplads, og sammen med eksperterne Merete Labriola, Senior Research Scientist, og Mogens Dam, Ekstern Lektor ved Københavns Universitet, forsøger deltagerne at finde nogle løsninger på de problemer, der forårsager et dårligt og fjernt arbejdsklima.

– Det er medarbejderne, der er i centrum, og det er dem, der ved, hvad det er, der gør dem motiverede eller umotiverede til at arbejde, og vi kan allerede se, at Akademidagene kan være med til at samle og sprede de erfaringer, som gøres ude på arbejdspladserne, siger Birgit Lübker.

Foruden det lavere sygefravær er formålet med projekt Nærvær i arbejdet, at færre medarbejdere siger op på grund af sygdom, der er opstået i forbindelse med arbejdet, samt at flere medarbejdere føler en øget tilfredshed og et øget nærvær på arbejdspladsen.

Projektet Nærvær i Arbejdet kommer til at koste 24 millioner kroner, hvoraf Beskæftigelsesministeriets Forebyggelsesfond har bevilget godt halvdelen, hvilket er den største bevilling nogensinde fra den fond. Resten af beløbet kommer blandt andet fra Teknologisk Institut og regionerne selv.

%d bloggers like this: