Posted by: naervaer | juni 4, 2010

Møde om videnspredning

Nu da projekt Nærvær i Arbejdet er nået godt og vel halvvejs, og gode og lærerige erfaringer strømmer til og fra konsulenter og deltagere, skærpes fokus på at sprede den viden, der bliver opbygget i projektet.

For at få de mange erfaringer og resultater spredt effektivt ud, har projektledelsen inviteret en lang række vidende nøglepersoner inden for arbejdsmiljø og arbejdspladsudvikling til møde på Teknologisk Institut.

– Det er utrolig vigtigt, at vi får spredt den viden, der er opbygget i projektet, så andre arbejdspladser kan få glæde af den. En ting er, at vi hjælper de 18 arbejdspladser, der er med i projektet, men vi vil gerne nå ud til mange flere arbejdspladser med den relevante viden, siger projektchef Birgit Lübker fra Center for Arbejdsliv, Teknologisk Institut.

Med til mødet er blandt andet direktør for Forebyggelsesfonden, Charlotte Fuglsang, chef for Videncenter for Arbejdsmiljø, Hannah Weil, fra KL kommer Preben Meier Pedersen og fra Danske Regioner Malene Vestergaard Sørensen.

På mødet vil der være fokus på, hvordan man får spredt viden fra projektets deltagende arbejdspladser til de andre arbejdspladser på deres virksomheder. For eksempel er de tre afdelinger, der er med fra Bornholms Hospital rigtig gode til at sprede deres viden og erfaringer til resten af hospitalet, og denne form for videnspredning skal have øget fokus.

Derudover ligger der en stor opgave i at sprede viden til landets øvrige arbejdspladser på både sundhedsområdet og mange andre områder, der kan have glæde af erfaringerne, siger Birgit Lübker.

For at videnspredningen skal være succesfuld er det vigtigt, at modtagerne ikke blot får præsenteret noget materiale, som de hurtigt lægger fra sig igen. Det skal gøres på en måde, så medarbejdere, mellemledere og arbejdsgivere også bruger den nye viden til at optimere deres arbejdspladser, og denne øvelse skal mødedeltagerne være med til at komme med bud på, da de kommer med forskellige baggrunde fra forskellige brancher og har et bredt kendskab til, hvordan arbejdspladserne på området er organiseret og drevet.

– Deltagerne får stillet tre spørgsmål, som skal danne grundlag for en diskussion, som forhåbentlig kan munde ud i nogle forslag til, hvordan vi i projekt Nærvær får gennemført en grundig videnspredning, som kan hjælpe arbejdspladser over hele landet, siger Birgit Lübker.

De tre spørgsmål er:

  1. Målgrupper: Hvem finder du relevante?
  2. Videnområder: Hvad har de interesse i at vide?
  3. Metode og medie: Hvordan bør viden og erfaring formidles?

Mødet foregår på Teknologisk Institut onsdag den 9. juni.


Kategorier

%d bloggers like this: